I en ganske fin samdrægtighed udfolder Wahl (2016) kunsten at lære at lytte dybt og Storm & Hutchins (2019) sindets, hjertets og viljens åbenhed (via Scharmer) med henblik på at opnå en dybere forbindelse til naturens liv og livets natur.
Således gælder det at intelligensens autenticitet, Gaia-meditationen (over liv, natur og valg) samt overgivelsen til stilheden (jf. Einstein: ”At svømme i stilhed”) sigter på at hele, forsone og lindre den indre og den ydre natur samt ære livets integritet.
Det hellige øjeblik er dét, hvorom det drejer, i forhold til at frembringe en stilhedens kultur (jf. kapitel 8 i Storm & Hutchins, 2019).
Via den regenerative bevægelse inviteres vi herved ind i det man kan kalde for en glædes-affirmativ etik, som trækker spor tilbage gennem triaden: Spinoza, Nietzsche og Deleuze.
Men samtidig glimter det sublimes tilstedeværelse som en æstetisk erfaring og meditativ oplevelse i takt med, at naturens storhed og overvældende skønhed minder én om bevægelsen herom fra Kant og Schopenhauer over Adorno og frem til Lyotard.
Her handler det om ”det ufremstillelige” i og med den indre hvile; om at tage imod dét, der kommer, og gøre det til en æstetisk realitet.
Således bliver vi i den regenerative livsførelses affirmative meditationer vidner til fredens beskeder og foræringer (jf. Tolle), hvis øjeblikserfaringer og gåen-den-anden & det Andet uendeligt livsbekræftende i møde, giver os muligheden for, dels via den dialogfilosofiske tradition og horisont (jf. Buber, Marcel og Levinas), og dels via Kierkegaard, at lytte til værens paradoksale stemme og stemning samt kaldet fra samvittighedens tavse sigen (Jf. Heidegger), og om hvilket det gælder at naturens lysning er mødet med den absolutte meningstømning i kognitiv og rationel forstand (Jf. Barthes: ”I tegnenes vold”). Her forsvinder egoet og den kalkulerende tænkning…
Når Hutchins således i sin seneste bog (2022) kalder til indøvelse i den indre stilhed, hvorigennem kreativiteten, spontaniteten og indsigten gror – og evigheden bor (jf. Campbell) – kan det dels være et udtryk for den overgivelse man historisk møder gennem den kristne bøn, der trækker aner tilbage til den græske form for filosofiske kontemplation (Jf. ’Theoria’ og hjertebønnen i firbindsværket; ’Philokalia’), og dels henvise til den østlige praksis i form af zenbuddhisme, taoisme og hinduistisk meditation og åndedrætsteknikker: ”At sidde stille, uvirksom, foråret kommer, og græsset gror af sig selv” (jf. Watts og Zenbuddhismen).
Når alt kommer til alt ser det ud til, at den regenerative livsførelses kontemplative bekræftelses-etos af ”at der er”; den ontologiske erfaring – som Hutchins formulerer det (2022), udtrykker livets dybeste nærvær gennem en indre (evig) stilhed, hvis intensiverede sensitivitet overfor livsstrømmen muliggør den livs-affirmative fremtid…
#regenerativ #filosofi #regenerativrefleksion
DEN REGENERATIVE AFFIRMATION
Om stilhed og meditation i naturens lys
