Det regenerative engagement

Refleksioner fra min læsning af John Hardman’s bog ‘Leading for Regeneration’ 💭
– af Kim Gørtz – Episode 4

I resten af kapitel 2 (s. 22-26) uddyber Hardman arbejdsrammen for det regenerative lederskab.

Først og fremmest gør han det klart, at det regenerative lederskabs kontinuum udgør en iterativ udviklingsproces, der drejer sig om værdier, antagelser og overbevisninger, og ikke mindst om at denne transformative form for coaching sigter efter den indre fornemmelse af formål (purpose).

Dernæst gør han det klart, at samarbejdets cirkulære systemer vedrører magten til at beslutte sig, specielt i situationer der virker tiltagende diffuse.

Grundlæggende gælder det i disse (re)generative konversationer om at finde kapaciteten til at ”få styr på sit ego” (eller endog slippe det).

I den afsluttende diskussion i kapitel 2 tydeliggør Hardman, hvordan bevidstheden, i form af ”sindet, hjertet og hænderne” (jf. Scharmer), handler om triple-loop-læring og opmærksomhed-i-praksis, hvor det gælder om at ”vågne op” og undre sig (wonder) … mere end normalt.

Som han formulerer det: ”In this space … lies the potential for creating a regenerative rather than a degenerative society. It is therefore the job of the regenerative leaders to engage themselves and others in the inner work that leads to sustainable behaviors, rather than attempt to control human behaviors.” (s. 23)

Det drejer sig, ifølge Hardman, om en tredje-ordens forandring, som via trans-konceptuel coaching, indebærer tilblivelsen af et helt nyt skema, nemlig ”et multi-dimensionalt perspektiv på den menneskelige personlighed.”

Således gælder det om, for at skabe en reel værdi, der varer ved, at kunne orkestrere ”a meaningful or mindful dialog”, dvs. at forme humane infrastrukturer i virksomhedskulturer, som baseres i udvekslende, dialogiske meningsfelter, der går udover bæredygtighed, og bliver til regenerative praksisser.

Hvor styrkelsen af fokus på den tredobbelte bundlinje (ecology, eguity & economics) sigter på at forbedre livskvaliteten, handler den tredobbelte toplinje (jf. Cuginotti) om følgende spørgsmål: ”How can I grow prosperity, celebrate my community, and enhance the health of all species?” (s. 24)

Den regenerative strategi går således ud på at lære og udvikle de færdigheder, hvormed man kan udvikle en succesfuld forretning med et socialt formål, hvilket igen beror på udviklingen af en større kapacitet til at bygge regenerative forretninger, der i sidste ende understøtter udviklingen af regenerative samfund.

For at styrke disse færdigheder, processer og formål er vurderings-redskabet ”The Regenerative Capacity Index” (RCI), ifølge Hardman, glimrende med henblik på at identificere og fremme de organisatoriske opmærksomhedsniveauer og færdigheder, der skal til for at kunne integrere den ovenstående tredobbelte toplinje (og dertil hørende spørgsmål) … i alle beslutningsprocesser og systemer.

(… to be continued…)