💭 Refleksioner fra min læsning af John Hardman’s bog ‘Leading for Regeneration’ 💭
– af Kim Gørtz – Episode 2
I kapitel 2 bemærker Hardman, at ideen om en mere naturlig kapitalisme, sigter mod et nyt ledelses-paradigme, hvorved begrebet om ”det regenerative lederskab” opstår, der aspirerer til at udfolde et holistisk perspektiv. Men samtidig sigtes der (i 2010) efter menneskers ignorance og modstand mod forandringer.
Det handler om, som Hardman pointerer, at vække menneskers bevidsthed, og samtidig udvikle en mere fuldstændig og integral virkelighedsopfattelse. Under henvisning til Scharmer, anfører Hardman, at det fra starten af har handlet om, at træne ledere i at blive bedre til at lytte til helheden.
Således står det klart (i 2011), at det åbne sind, det åbne hjerte og den åbne vilje (jf. Scharmer), og de intelligenser, der knytter sig hertil, ifølge Hardman, danner et tættere og mere genuint forhold til livets kvaliteter.
I sidste ende skal dette forberede den kommende generation af ledere til at praktisere i et perspektiv, hvor bæredygtigheds-ledelse overgås af regenerativ ledelse. For sidstnævntes vedkommende handler det netop om, at give mere tilbage end man tager (s. 10).
Det handler samtidig om at genoprette de menneskeskabte lineære systemer til cykliske helheder, og om at implementere radikalt nye måder, at gøre tingene på mhp., at lede menneskeheden forbi/gennem et globalt, miljømæssigt og økonomisk kollaps (s. 11).
De strategiske tilgange går dermed ud over bæredygtighedstemaerne, og ledelsesstilen får, ifølge Hardman, mere karakter af at blive/være tranformativ med fokus på udvikling af tillid og moralske værdier.
Det handler om at udfolde fornemmelsen for en højere mening, og samtidig skabe en kreativ tilgang til den regenerative praksis. Et formåls-drevent lederskab, hvor egoet ophæves i interessen efter et større formål.
Herved kommer, ifølge Hardman, etikken i spil, og hvor den organisatoriske kultur handler om at frisætte menneskers inderste potentialer og højeste præstations-niveauer, udgør det lærende fællesskab en integration af ”det intellektuelle, emotionelle og spirituelle” (s. 12).
Under henvisning til Wilber peger Hardman på en arbejdsramme, der kan udtrykke, hvordan det regenerative lederskab fungerer, bl.a. det systematiske indre arbejde, hvordan man udvikler sit mindset, i sidste ende mhp at indstifte en systemisk (integral) virkelighedsopfattelse, hvor det verdens-centrerede perspektiv, den globale etik (i form af omsorg og compassion) er fremherskende ift. naturmiljøer, kollegaer og medborgere.
I sidste ende gælder det om, fastslår Hardman, at ledere fremadrettet formår at interagere med andre via deres værdier og formål; at de viser et værdibaseret og formålsdrevent engagement gennem sit lederskab … i sidste ende mhp. at transformere degenererende kulturer…
Vejen dertil går gennem, hvad Hardman kalder for, regenerative konversationer…
(… to be continued…)
Global etik
