💭 Refleksioner fra min lésning af John Hardman’s bog ‘Leading for Regeneration’ 💭
– af Kim GĂžrtz – Episode 2

I kapitel 2 bemĂŠrker Hardman, at ideen om en mere naturlig kapitalisme, sigter mod et nyt ledelses-paradigme, hvorved begrebet om ”det regenerative lederskab” opstĂ„r, der aspirerer til at udfolde et holistisk perspektiv. Men samtidig sigtes der (i 2010) efter menneskers ignorance og modstand mod forandringer.

Det handler om, som Hardman pointerer, at vĂŠkke menneskers bevidsthed, og samtidig udvikle en mere fuldstĂŠndig og integral virkelighedsopfattelse. Under henvisning til Scharmer, anfĂžrer Hardman, at det fra starten af har handlet om, at trĂŠne ledere i at blive bedre til at lytte til helheden.

SÄledes stÄr det klart (i 2011), at det Äbne sind, det Äbne hjerte og den Äbne vilje (jf. Scharmer), og de intelligenser, der knytter sig hertil, ifÞlge Hardman, danner et tÊttere og mere genuint forhold til livets kvaliteter.

I sidste ende skal dette forberede den kommende generation af ledere til at praktisere i et perspektiv, hvor bÊredygtigheds-ledelse overgÄs af regenerativ ledelse. For sidstnÊvntes vedkommende handler det netop om, at give mere tilbage end man tager (s. 10).

Det handler samtidig om at genoprette de menneskeskabte lineÊre systemer til cykliske helheder, og om at implementere radikalt nye mÄder, at gÞre tingene pÄ mhp., at lede menneskeheden forbi/gennem et globalt, miljÞmÊssigt og Þkonomisk kollaps (s. 11).

De strategiske tilgange gÄr dermed ud over bÊredygtighedstemaerne, og ledelsesstilen fÄr, ifÞlge Hardman, mere karakter af at blive/vÊre tranformativ med fokus pÄ udvikling af tillid og moralske vÊrdier.

Det handler om at udfolde fornemmelsen for en hÞjere mening, og samtidig skabe en kreativ tilgang til den regenerative praksis. Et formÄls-drevent lederskab, hvor egoet ophÊves i interessen efter et stÞrre formÄl.

Herved kommer, ifþlge Hardman, etikken i spil, og hvor den organisatoriske kultur handler om at frisétte menneskers inderste potentialer og hþjeste préstations-niveauer, udgþr det lérende féllesskab en integration af ”det intellektuelle, emotionelle og spirituelle” (s. 12).

Under henvisning til Wilber peger Hardman pÄ en arbejdsramme, der kan udtrykke, hvordan det regenerative lederskab fungerer, bl.a. det systematiske indre arbejde, hvordan man udvikler sit mindset, i sidste ende mhp at indstifte en systemisk (integral) virkelighedsopfattelse, hvor det verdens-centrerede perspektiv, den globale etik (i form af omsorg og compassion) er fremherskende ift. naturmiljÞer, kollegaer og medborgere.

I sidste ende gÊlder det om, fastslÄr Hardman, at ledere fremadrettet formÄr at interagere med andre via deres vÊrdier og formÄl; at de viser et vÊrdibaseret og formÄlsdrevent engagement gennem sit lederskab 
 i sidste ende mhp. at transformere degenererende kulturer


Vejen dertil gÄr gennem, hvad Hardman kalder for, regenerative konversationer

(
 to be continued
)