”Kærlighed er naturens visdom” – Om mødet med det regenerative liv.
Af Kim Gørtz, Ph.d., filosof & seniorkonsulent hos Promentum.
Når man første gang stifter bekendtskab med det regenerative slår det én, at det kan bevæge sig i mange retninger samt at det kan udtrykke ikke så lidt. Det virker gennemgående til at handle om store og omfattende temaer som global opvarmning, klimaforandringer og at menneskeheden, specielt den industrialiserede del i de seneste omtrent 100 år, virkelig har skidt i nælderne, ja, ligefrem godt og grundigt har trådt i spinaten; så meget at hverken almindelig genbrugstænkning og recycling eller god og velmenende bæredygtighed længere er tilstrækkeligt.
Det næste som slår én, ud over denne grundklang af nærmest alarmerende og særdeles socialpolitiske grad af engagement; det er nemlig alvorligt ment, er hele den hjertelige form for oplevelse af og erfaring med naturens uhyrlige og ubønhørlige intelligens. Naturen er kort sagt af det gode og fuld af kløgt, og store dele af menneskets anlæg og omgang med det naturlige forekommer decideret forkasteligt; vi mennesker har i al for lang tid udpint naturens verden, dyrene, planterne, og fremstår derfor som de skurke, som de fleste af os måske også er – i al vores ignorance, travle egoisme og magtesløse frustration; for hvad skal vi dog kunne gøre – for i det mindste at tilstræbe mod en form for genoprettelse af en balance?
Således kan man i det mindste to gange godt tabe pusten, måske for en stund, måske for en længerevarende periode, tabe mælet – og målet af syne; hvad skal man gøre som menneske, og hvad kan vi gøre? Formår vi mon overhovedet mere at høre kærligheden kalde på os gennem naturens visdom? (Hutchins & Storm, 2019, p. 324)
Det tredje som slår én i mødet med det regenerative, og som er det opbyggelige, er, at der faktisk er noget man som menneske og menneskehed kan gøre, nemlig at påbegynde et regenerativt liv, arbejdsliv, såvel som privatliv og socialt liv, m.m. Vi mennesker kan nemlig godt tage os sammen, hvis vi vil, lyder budskabet fra de regenerative ambassadører, ved fundamentalt set, at ændre og sågar ligefrem transformere vores mindset og livsførelse. Det kan lade sig gøre, men ikke over night. Således er der håb forude, men det er ikke et håb, der kan indfris, hvis vi fortsat sovende lader fremtiden komme til os. Vi må og skal aktivt tage affære, lyder imperativet.
Grundet de ovenstående tre slag, som indtil videre har slået mig i mødet med det regenerative, har jeg valgt at pudse mine fagfilosofiske briller, og i det kommende episoder i denne serie: ”Regenerative refleksioner”, kigge nærmere på en række bærende temaer i den regenerative livsførelse.
Gennem at skabe tillknytninger til den fagfilosofiske historie og horisont vil jeg tilføre bevægelsen og opkaldet nogle perspektiver, som forhåbentlig kan bibringe læserne nogle frugtbare, tankemæssige udfaldsrum og give bud på praktiske skitser til handlings-alternativer.