REGENERATIV HELHEDSTÆNKNING
Holisme på nye flasker?
Tanker om helheds-oplevelser går formentlig tilbage til de momenter, hvor bevidstheds-væsener kigger ud og op, og opfatter sig selv som en del af (d)en større sammenhæng. Med den antikke filosofi begynder begrebet om ’helheden’ (holos) at tage den form, som vi i den vestlige kulturhistorie formentlig stadig præges af. Man kan bl.a. læse Platon og Aristoteles danne sig tanker om hvorvidt dele og helhed skaber hinanden, hvad det vil sige at summen af delene er mere end helheden, og hvordan der er forskel på systemer, totalitet og helhed (kosmos).
Højt som lavt tænkes ’helheden’; fx handler det om for den vertikale tænker; Platon, at komme op og ud af hulen og indse tingene i sin allerstørste sammenhæng (hvilket er indsigten i det godes ide), og for den horisontale tænker; Aristoteles, handler det om at erfare og beskrive den biofysiske sammenhæng i cykliske kæder og reproduktive sløjfer (hvilket er indsigten i naturens liv).
Helheden spejles i delene, delene udfolder helheden; agernet rummer i sig egetræet, og hver enkelt enhed er både sig selv og alt det andet. Og hvordan er det hele forbundet?
Der går fra den græske helhedsorienterede tænkning en procesfilosofisk linje frem til Hegel, som bl.a. er kendt for at sammenfatte ”sandheden som helheden”, og som derved tydeliggør forskellen mellem at tænke og erfare;
1) en sammensat helhed, hvor delene går forud for totaliteten, og udgør den, hvilket er tilfældet inden for logiske og abstrakte forhold
2) en organisk og bevidsthedsmæssig helhed, hvor helheden går forud for delene, og væsentligt fuldkommengør sig gennem dens udvikling.
Sidstnævnte er erfaringen af et dynamisk system, som vi også kan genkende det i ”den regenerative” forståelse heraf (Hutchins & Storm, 2019).
Op gennem 1900-tallets opfattelse af helheds-begrebet sniger der sig en inspiration fra Kant, ind, via hans betragtninger over verden som helhed, som værende en praksis-regulerende fornuftside. To centrale reaktioner herpå sker;
1) Heidegger beskriver verden som en praktisk betydningshelhed, hvis brist og angstfremkaldende erfaring opstår i mødet med fortrolighedens fravær; mennesket oplever sig u-hjemligt stemt
2) Deleuze fastholder ’mangfoldigheden’ og dens fortsatte uforudsigelige spredninger, med den konsekvens, at han opfatter naturen som unik, men ikke forenet. Diversiteten er væsentlig.
Således udtrykkes der op gennem 1900-tallet en helhedsorienteret forbundet-hed, men samtidig en erfaring af en bevidsthedens revne og blødende sprække, der udtrykker et sår som i hvert fald den europæiske kultur oplever i diversitetens splittelser. Hvor Heidegger peger mod det hel-lige, som kontemplativ, terapeutisk hel-bredelses-praksis, peger Deleuze mod en grænseløs åbning, hvor flugtlinjer kan knopskyde og tanker gro.
Vil du høre Kim Gørtz udfolde den regenerative filosofi yderligere, så se mere her:
https://lnkd.in/e6tBdYMm