Restaurering & symbolsk innovation – at regenerere naturen

Refleksioner fra min læsning af Wayne Vissers bog ‘Thriving’ – Episode 4

I kapitel 3 deler Visser sine tanker om, hvordan jorden har brug for at få helet sine sår, så den kan genoprette sin diversitet, skønhed og vidunderlighed. 

Han fokuserer på restaureringen af økosystemer og det fornyende design af økonomien, som en mimisk natur. Det handler om at finde og at genopbygge sjæle-steder, hvor vi oplever os mest i live, at mærke, erindre og skåne de hellige steder, hvor den symbiotiske ballet af kompleksitet stadig findes. 

I de vilde zoner, hvor tidens visdom stadig kan spores via erfaringerne af naturlige systemers selvregulering, møder man, ifølge Visser, nøglerne til den regenerative, vitale trivsel.

Det gælder om at beskytte, bevare og forbedre økosystemer ved at restaurere habitater som tillader at biodiversitet kan blomstre, og at de socioøkonomiske systemer her møder en vis øko-nytte; en Big Business. 

Regenerativ biodiversitet udgør kernen i mange multinationale virksomheder, og det gælder både ift. føde, land og vand. Men det gælder også om at bringe naturen tilbage til byer, gårde og landbrug. Endvidere gælder det om at lære af naturens og økosystemernes indlejrede resiliens og fundamentale evne til at blomstre; fjern barrierer og hegn, og den vilde natur vil igen gro, lyder det. 

Hvad angår at regenerere skov- og jungleområder gælder tre emner, som udgør en ny tredobbelt bundlinje; ansvarlighed, resiliens, regenerering.

Når det både handler om forbedring af biodiversitet, forebyggelse af erodering, hvaler, fisk, dyrearter, restaurering af havene, havkulturs-landbrug og regenerativ jordbrug, udtrykker det i bund og grund, ifølge Visser, en menneskelig involvering i og omgang med kloden som en levende organisme, hvor arbejdet med naturen sker på dens præmisser. 

Og når det handler om dyre-landbrug samt at skabe en bæredygtig føde-fremtid, med de etiske emner som også er forbundet hermed, (uanset om man er vegetar eller veganer), sigter Visser på ’naturen’ som begreb med den pointe, at det fra latin henviser til generøsitet og ren godhed.

Den form for kreativitet, som vi, ifølge Visser, behøver, er symbiotisk, dvs. en innovations-form der skaber gensidige fordele for naturen, samfund og økonomien. Symbiotisk innovation betyder at finde enkle løsninger med mangfoldige fordele, konstaterer Visser. 

Det gælder om at vi mennesker går fra at være udnyttende jægere, som udpiner jorden, skovene, havene, m.m. til at blive farmere, der som jordens gartnere og vogtere støtter og styrker naturen, kulturen og det menneskelige liv på lige vilkår.

Visser afslutter kapitlet ved at spore en håbets stråle; at naturen stadig har en chance, ikke mindst fordi virksomheder så småt er i gang med at sadle om og foretage grønne investeringer, at regeringer mere og mere bliver villige til at foretage modige grønne aftaler og at borgeres organiseringer er støt stigende i korstog for naturen via mangeartede civile rettighedsbevægelser.