Suna Christensen

“Det er ikke let at vende en supertanker. Men en supertanker er netop, hvad vækstparadigmet er blevet for vores samfund med fokus på præstation og økonomisk vinding frem for for eksempel glæde og ansvar for livet for alle. Mange steder har tilslutningen til intellektuel distancering og mekanisk udnyttelse af naturen tilsidesat bekymring for hvordan livet fortsat kan folde sig ud, når vi ikke selv er her mere.

 

Samspil med naturen er blevet afhængig af naturvidenskabelig forskning og analyser af muligheder og begrænsninger. Jeg tror, det skyldes, at vi har vænnet os til at løse problemer ved at identificere hullet i osten, og så forsøge at fylde det ud, men det betyder at vi for eksempel køber elbiler og opsætter el-ladestandere i hele landet, eller forstærker digitaliseringen af alting, for at vi fortsat kan komme rundt, som vi plejer.

 

Vi lukker dermed øjnene for, at vi er på vej mod en katastrofe, og det eneste, der kan ændre supertankerens retning er, at vi ændrer os selv og den måde, vi lever på, og det indhold, vi efterspørger i livet. For at opnå den ændring, er der brug for samtale, og derfor deltager jeg i det regenerative råd. Med håb om, at vi her gennem fælles engagement kan åbne for nye spor for livet, så supertankeren mister fremdrift. Grundlæggende synes jeg stadig, at det vigtigste spørgsmål, vi skal stille er, hvordan vi bærer livet dygtigt videre til dem, der kommer efter os.”