Den indre rejsende

Refleksioner fra min læsning af John Hardman’s bog ‘Leading for Regeneration’ 💭 – af Kim Gørtz – Episode 5

I kapitel 3 og 4 omtaler Hardman den regenerative praksis som en personlig, indre opvågningsproces, og at ledere, der søger at integrere den tredobbelte toplinje (jf. episode 4) som en kerneværdi i deres organisatoriske strategi, fremviser en række betingelser, der udgør nøjagtige indikatorer på, hvordan man kan opnå succes hermed.

I opsummerende form kan man med Hardman sige følgende: Det generelle vendepunkt for alle regenerative ledere går fra et fragmenteret verdensbillede til et integreret verdensbillede.

Hardman konstaterer, at det for alle adspurgte regenerative ledere gælder, at de er vågnet op til en fornemmelse af et højere formål, at den kreative intelligens er betingelsesløst stimuleret, at de går fra at tænke lineært til at tænke systemisk, at de balancerer sig selv og en personlig opnåelse i og med en global etik, samt at de udvikler kapacitet til at forestille sig og handle på ønskværdige fremtidsscenarier.

Således udtrykker adfærden i det regenerative lederskab, ifølge Hardmans studier, sig på følgende måder:
1) det formålsdrevne lederskab har suspenderet egoet og logikken,
2) en dyb lytning efter et autentisk engagement og bemyndigelsen af andre er markant fremtrædende.

Følgende dagsorden opstår, ifølge Hardman, på baggrund heraf; a) uddannelse til bevidst barmhjertelighed og etisk ansvarlighed, b) ekspansiv hastighed inden de kritiske, globale problemer når forbi et punkt, hvor det er for sent.

I opsummerende skitser kan man, ifølge Hardman, konstatere følgende, når det gælder om at lede regeneration i organisationer og fremdrage betingelserne for fremkomsten af regenerative organisationer:
1) udviklingen af en kollektiv selvopfattelse via mangfoldige interessent-engagementer,
2) det regenerative lederskab skal indlejres centralt i det pågældende fællesskab,
3) identifikation og aktivering af potentielle drivkræfter, og identifikation og eliminering af udfordringer på den organisatoriske rejse til den regenerative praksis (s. 120).

I kapitel 5 og 6 beskriver Hardman eksempler på, hvordan en øget sans for fælles formål samtidig funderes i et indre forpligtende arbejde på det individuelle plan.

Gennem den personlige bevidsthedsudvikling, via kontemplativ praksis som fx gruppe-meditationer, kultiveres, ifølge Hardman, et højere niveau af kollektiv opmærksomhed og større villighed til at engagere sig i dybere lytning (s. 146).

Konklusionen bliver (s. 155), at de globale systemer udtrykker en række dybe, strukturelle mangler i vores forståelse af hvem vi er, hvorfor vi er her, og hvad vi skal gøre. Og at løsningerne ikke kan findes via en fragmenteret bevidsthed; at det kræver mod og færdigheder til at trække os bort fra vores selvundertrykkelse og engagere os i fuldstændig nye måder – baseret i en integreret og global selvopfattelse – uanset den angst, som det vil bevirke…