Den Regenerative Epistemologi

Om erkendelse og indsigt i livets natur

Det regenerative paradigme beror på en mængde af erfaringer, oplevelser og fornemmelser, der kalder på nogle epistemologiske spørgsmål med ambitionen om en produktiv videreførelse heraf.

Den regenerative erfaringsophobning trækker til formateringer som fx matematiske og økonomiske evidensorienterede grafer, som tilstræber at dokumentere, at der er noget om snakken.

Den trækker i metafysiske iklædninger, der med spirituelle blikke og dybtfølte vildnaturs empatier, installerer former for mønstergenkendelser og specielle bevidsthedsniveauer, der alle handler om at kunne komme til den fornødne indsigt i, at noget er gået galt, og føre dette videre til den erkendelse af, hvad der kan og skal gøres, og hvordan det kan gøres anderledes.

Her må en erkendelsesteoretisk stemmeføring komme til orde.

I dette dynamiske væv af gode intentioner og sensualistiske subjekter, som mærker hvad der er på færde med naturens liv og livets natur, oplever gryende bevægelser som i spredte enklaver peger og gror i regenerative orienteringer, og som kvæles i degenererende forfaldsformer og hører verden forstumme, summer en svær og ufremkommelig ånde af videnskabs-teoretisk art, båret af spørgsmål som; hvordan kan vi vide at verden, naturen, livet forholder sig således, og hvis det vitterligt er gået galt, hvordan kan vi så vide, hvad der skal gøres?

Her gror en stiltiende videns-ekspertise frem og den dertil knyttede altid nærværende magt-dynamiske hierarkisering og positionering. Hvem er det, der ved? Hvor er dem, der ved? Hvad er dem, der ved? Hvordan ved de det, de ved, og hvordan ved vi at de ved det?

På en fagfilosofisk facon, og med en folkekær stil, kan man forsigtigt indfange nogle filtrerende optiker i det regenerative paradigme via den tyske filosof, Immanuel Kant, og lade sig gribe af hans måde at spørge og tænke på, og dermed knytte kategoriske, refleksive og idemæssige tankestrenge til den spredte mængde af ”regenerativ empiri”, og som sådan præge det regenerative fænomen som helhed betragtet.

På forstandens kategori-tænkende analyse-niveau vil man kunne spørge:
1) Hvilket omfang taler vi om, når vi taler om det regenerative, og erfarer det degenerative?
2) Hvilken form for kvalitet bor og gror i det regenerative, eller; hvilke former for kvaliteter er forsvundet i det degenerative?
3) Hvad udgør det regenerative fællesskab, og hvori beror dets relationer?
4) I hvilken udstrækning er det regenerative/degenerative strengt nødvendigt, og hvori beror dets muligheder?

På det refleksive og idemæssige fornufts-niveau kan man i forlængelse heraf undre sig over forholdet mellem det indre og det ydre regenerative miljø, om hvad der betinger hvad, samt udforske den regenerative psykologi (sjælen), den regenerative kosmologi (verden) og den regenerative teologi (”det højeste væsen”, som Kant kalder det). Herved kan en regenerativ epistemologi så småt indfinde sig.