Den Regenerative Ontologi

Om verdensbilleder og forforståelser af naturens liv

Som de tidligere 8 episoder i denne føljeton: ”Regenerative refleksioner” har angivet, hviler det regenerative paradigme og den dertil hørende bevægelse på en række grundpræmisser, som alle består af nogle direkte beskrevne verdensbilleder og indirekte forforståelser af naturens liv.

En del af disse er endvidere forsøgt begrundet og en del er postuleret samt nærmest intuitivt fatbare og tålelige.

Denne episode tilsigter imidlertid ikke at fremdrage hverken vanskeligheder eller fejltagelser samt i det hele taget at anstille en kritik af ”det ontologiske forhold” inden for det regenerative spektrum, men snarere at opspore hvilke tilslutningsmuligheder fra den fagfilosofiske disciplin og tankeform som kan være (og fremadrettet blive) produktive i ”projektet som helhed”.

Således sigtes der her i episode 9 knapt så meget efter at få præciseret livsbegrebet eller naturbegrebet, eller at eksplicitere betydningen af den systemiske fortolkningsramme og dertil knyttede ontologi, hvor intet kan eller skal anskues isoleret; alt hænger her sammen og beror i og på kontekstuelle og relationelle samt nærmest holistiske forhold, m.m., og endvidere hele den mageløse, kvantefysiske uforudsigeligheds-”realitet”, hvor intet i bund og grund hverken står stille, forbliver det samme, eller på nogle måder kan indfanges i lineære parametre; dyrkelsen af arbitrære afvigelser.

Nok snarere betoner denne episode en tudsegammel fagdisciplin som ontologi, der, som en ”lære om det værende som helhed”, historisk set indvarsler så spredte stemmer og fremragende tænkere som fx Aristoteles, Kant og Heidegger, og lidt mere spagt som fx Schopenhauer, Gadamer og Rosa, fordi de alle uden undtagelse minder os om, hvordan og hvorvidt menneskers begreber om ’verden’, vores billeder heraf, samt den levede væren-i-verden, er helt og aldeles afgørende for de funktionelle effekter og praktiske konsekvenser, der menings-tillægges stedet vi bebor og betydnings-sammenhængen, hvori vi indgår.

Uanset om viljen i og forestillingen om verden er og kommer i karambolage med sig selv, med hinanden, i sig selv, mod hinanden, er hele den kosmologiske ide, og dens skygger af antinomier, som Kant så bjertagende giver os indsigt i, i sine smukke passager i ”den transcendentale dialektik”; uanset interne eller eksterne konflikter og sammenstød eller ej, er menneskehedens verdensbillede som helhed en regulativ ide, der har etiske virkninger på handlings-planet.

Og ikke nok med det; når verden brister, og angsten vælder frem, som Heidegger beskriver det i sit værk, eller når verden forstummer, som Rosa påminder os om i sin bog om resonans, så kan og må det være på tide at fremavle en resonant ledelsesform gennem hvilken verdensbilleder kan krakelere, og gennem hvilken verdener igen kan tiltale os; dette er grundkaldet i og fra den regenerative ontologi!