Den Regenerative Psykologi

Om den sjælelige genopbyggelse

I bøger om ”det regenerative” er der en psykologi, som giver sig udtryk ved at være en art moraliserende over aspekter af det menneskelige anlæg.

Den giver bud på, hvordan sjælelivet, i form af ændrede mindset og højnede bevidsthedsformer, kan modnes og blive ansvarlig nok til at varetage naturen og livet på dets egne præmisser.

Altså på en ikke udnyttende og degenererende facon.

Den socialpsykologiske og sociokulturelle kritik i bøgerne går hånd i hånd med konstateringer af menneskers triste livsoplevelser, som ensomhed, isolation, stress, angst, depression, egoisme, kynisme, etc.

Der kredses om uoprettelige skader, der ikke er helbredelsesmulige, og derfor højst lindringsduelige, på en naturlig måde i form af åbenhed, forbindelsesskabelse samt helhedsorienterende livsførelser i overensstemmelse med levende økosystemer.

Der er noget ved psykologiseringen og psykologismen, som ikke fungerer inden for det regenerative paradigme.
Psykologien bliver nødt til at fungere anderledes, som følge af, at det netop er den menneskelige alt for længe og alt for omfattende selvforherligelse (og dermed en art overophedet humanisme), der udtrykker den globale degenererende forfatning.

Hvilket har fjernet os fra muligheden af at kunne interessere os for at indgå i genuin symbiose (samliv) med ”det ikke-menneskelige”.

Når mennesker skal blive til og indgå i levende og åbne kredsløb, kan der skimtes en grundlæggende opfordring til en drastig re-orientering i den vestlige, psykologiske videnskab og de dertilhørende metoder, menneskeopfattelser og terapi-former.

Hvordan stiller det psykologien?
Den menneskelige interesse for sig selv og hinanden, når den regenerative bevægelse opfordrer til og stiller i udsigt, at det gælder om, at mennesker fremadrettet indstiller sig på og indgår i livets dynamikker på økosystemiske præmisser og via mønster-genkendelser, der fundamentalt set ikke er menneskers egne konstruktioner?

Det bliver spændende at se, hvordan den kognitionspsykologiske tilgang formår at knytte an som en art regenerativ neurologi, hvordan psyko-dynamikkens og freudianismens forskellige forgreninger formår at koble sig til eksisterende økologiske livsførelser via deres forskellige helbreds-forsonende og lindrings-terapeutiske praksisser.

Den systemisk-narrative psykologi (via fx Bateson og White) synes imidlertid at forme sig ganske fint ind i det regenerative praksis- og tankefelt.

Men hvordan en regenerativ eksistens-psykologisk praksis (May, Yalom, Spinelli og van Deurzen) kan finde sin form, hvordan en regenerativ coaching kan finde plads, og ikke mindst hvordan en regenerativ protreptik (Aristoteles, m.fl.) kan forløbe … ja, det må tiden vise…

…og måske har terapi til alle tider alligevel grundlæggende set været regenerativ i sit væsen; og først nu opstår muligheden for at realisere ”behandlingskurens” oprindelige potentiale?