Om spiritualitet, animisme og shamanisme
I Storm & Hutchins’ (2019) bog kalder menneskes kastrering af naturen på en gen-forbindelse til livets logik, og det regenerative består herved i at bidrage til livets naturlige egen-evolution.
Af de mange, varierede inspirationer til en sådan assistance nævnes Wilber, Lovelock, Harner, Capra, Jung, Goethe, Whitehead, etc.
Og møderne med verdensbillederne fra østens livsvisdom og den vestlige, teoretiske fysik (jf. Capra: ”Fysikkens tao”, 1975), blandes med sydamerikansk shamanisme og global animisme. Herved forbindes kvantefysik (jf. Bohr og Bohm) med religiøst ladet nulpunkts-energier, kvantespring & -felter, m.m.
Derudover væves ”tilbedelsen” af dyr, planter, sol, måne, luft, jord, vand, m.m. ind og ud af de fem toneangivende bøger i den regenerative bevægelse (foruden den nævnte er det Wahl, 2016, Sanford, 2017 & 2022 samt Hutchins, 2022), og samtidig med at naturens besjælelighed og åndeligt beskafne væsen klinger sammen med antropologen: Castanedas mageløse ”drømmerejser” (1993) og møder med en anden virkelighed, slår det én, at ekstasen, hjælpeånderne og ikke mindst ceremoni-lederen (shamanen) er værd at gennemgå og lytte til samt lade sig guide af, når og hvis man er optaget af, at få helbredt den sygdom, der ligger i at være adskilt fra naturen; som individ såvel som kultur (jf. Eliade, 1991, bind 4, kapitel 47).
Når man læser Wahl (2016) møder man en etymologisk pointe om, at ’religion’ betyder at binde sammen; hvilket kan få én til at mindes antologien: ”Religion” (1996), hvor bl.a. Derrida, Vattimo og Gadamer reflekterer det religiøses, helliges og spirituelles betydning, og hvordan dette berører vores vestlige liv og tænkning i tiden efter ”Guds død”.
Spørgsmålet om det religiøse og spirituelle tomrum i den vestlige verden indfanges i øvrigt ganske produktivt via Wittgensteins religionsfilosofi (2001), Foucaults perspektiver på religion og kultur (1999) og i antologien om Deleuze og hans tænkning om religiøsitet (2001).
Stopper man derpå op, og betragter det græske begreb pneuma, der henviser til ånd, sjæl, ånde, med forbindelser til vind, brise, luft og spøgelse, kan den holistiske ånds-tænker; Hegel (jf. ”Åndens fænomenologi”), og den subjektive ånds-poet; Kierkegaard (jf. ”Sygdommen til døden”), måske hånd i hånd med Arendt (”Åndens liv”) gå sammen om, at ånden er det, der tilstræber at holde sammen på, og samtidig opretholder, forskelle, det adskilte, splittede; kort sagt det (endnu) u-forsonet.
Således vil en helhedsorienteret, poetisk tænkning fra en eksistentiel idealisme kunne slutte sig til den regenerative terapi; nemlig gen-helingen af menneskets selvforhold (den indre natur) og forhold til omverden (den ydre natur).
—
PS: Hvis du er blevet nysgerrig på at vide mere om det regeneratives filosofi, så holder Kim Gørtz et foredrag om emnet, som du kan læse mere om her: https://lnkd.in/e6tBdYMm
Den regenerative religiøsitet
