Det regenerative lederskab

🌟 Refleksioner fra min læsning af Dr. Wayne Vissers bog ‘Thriving’ 🌟
af Kim Gørtz – Episode 10

I sit sidste kapitel fokuserer Visser på lederskabet, og stiller spørgsmålet om, hvad det er, der driver os til at drage omsorg. Mennesker forfølger trivslen, fordi vi, ifølge Visser, opnår en dyb eksistentiel og formåls-inspireret livs-tilfredshed herved.

Dét, der specielt kendetegner en trivsels-drevet leder er således interessen i; 1. at lære og udvikle sig, 2. at støtte andre i forandringsprocesser, 3. at føre organisationer i nye retninger via pragmatiske visioner, 4. at udfordre den gældende magt med stor passion.

Med ”trivsels-drevet lederskab” forstår Visser det samme som det etiske lederskab, det bæredygtige lederskab, det tjenende lederskab og det transformerende lederskab, og minder os om at ’lederskab’ oprindelig henviser til en sti eller en vej, og at verbet henviser til ”at rejse”.

Et menneske som tager lederskab inviterer os med andre ord på en rejse; viser os en vej. Det handler i sidste ende om, ifølge Visser, at give og skabe energi, træffe beslutninger med kant, få tingene gjort og drage dyb omsorg.

På den baggrund opstiller Visser seks karakteristika ved ”trivsels-drevet lederskab” (p. 281-293), nemlig: Det systemiske, inkluderende, strategiske, omsorgsfulde, innovative og modige lederskab.

Visser afslutter kapitlet (og sin bog) med at påpege nødvendigheden af at regenerere sig selv, dvs. at dyrke den personlige trivsel, som handler om at sikre sig selv, at man har perspektivet og passionen, inspirationen og visionen, energien og støtten, samt fantasien og ikke mindst fokus.

Dette er i bund og grund en søgen med eksistentielle dimensioner, nemlig en søgen efter et liv i balance; værende sundt og hjerteligt. Når alt kommer til alt gælder det, ifølge Visser, om, at (for)følge sin livslykke, at søge sin mening med livet; at lytte efter svaret på sit/det evige hvorfor.

Som de fleste eksistentielle psykologer og filosoffer understreger, så er der mange veje til sit formål, og som Visser påminder os, så kræver selvrealisering fundamentalt set en personlig selvovervindelse, dvs. at det indebærer at vi hver især (for)følger noget, som er større end os selv, hvilket basalt set handler om at træffe nogle skelsættende og væsentlige valg i sit liv.

I sin afslutning påpeger Visser at man kan sammenligne ”livets døre” og muligheder som beslutningspunkter. Dem kan man enten vælge at gå forbi eller at gå ind ad, og nogle gange er de låste, og når dette er tilfældet handler det om, at finde den rette nøgle til at åbne døren.

Når mennesker begynder at lede efter de rette nøgler til at åbne de rette døre, fører dette, ifølge Visser, til ens fundamentale håndværk, ens grund til at være i live; vejen til mesterskabet.

Tænk derfor kreativt som en poet, slutter Visser, og spørger morgendagens ledere:
Hvad vil du lede efter?
Hvor vil du lede henne?
Hvorfor vil du overhovedet lede?
Hvordan vil du egentlig lede?