Refleksioner fra min læsning af Wayne Vissers bog ‘Thriving’ – Episode 2

Trivsel handler om at leve i harmoni med naturen og dens kredsløb. Visser bemærker, at han ikke er interesseret i at romantisere og idyllisere naturforholdet, men at han, under henvisning til det sydamerikanske folkefærd, er optaget af den mikro-kosmiske strid om trivsel; kampen om at opretholde naturens regenerative kapacitet.

Trivslens væsen handler om at arbejde med komplekse, levende systemer, om at tage sig tid hertil, og om at tillade naturen, samfundet og økonomien at blomstre sammen. I sidste ende handler dette at trives om, ifølge Visser, at livet på jorden, i al dets forskellighed, formår at fuldbyrde sit uendelige potentiale. Trivslen er den ny bæredygtighed.

For at forstå trivslen bedre må man, ifølge Visser, tænke systemisk; lære at se det store billede, helheder, at alt er forbundet i tid og rum, som levende netværk af indbyrdes og gensidigt afhængige forhold, samt interessere sig for, hvad der får helheder til at fungere som levende og kommunikerende netværkssystemer.

Det handler om at indse, at alle miljøer bebor hinanden, og at livet er et indlejret spind i jordens dynamiske og selvregulerende økologiske system. I den forstand er systemisk miljø-tænkning en holisme, som opfatter at alt er placeret sammen; natur, samfund, økonomi og mentalitet, etc.

For at komme dette nærmere; for at forstå hvordan trivsel kan lade sig gøre, og bedre kan lade sig gøre, tilbyder Visser seks nøgler:
1) Kompleksitet
2) Cirkularitet
3) Kreativitet
4) Sammenhæng
5) Konvergens
6) Kontinuitet

Kompleksitetstænkning handler om at dyrke og opretholde mangfoldighederne, og frem for en reduktion heraf, indse at multiplicitet øger og styrker livets trivsel og funktionalitet. Cirkulær tænkning sigter på at følge og studere strømmene (fx pengestrømme, kommunikationsstrømme, livsstrømme, bevidsthedsstrømme, flygtningestrømme, etc.), og fx undersøge ”onde cirkler” og frisættende feedback-loops, m.m. – og lære heraf, samt evt. sætte livsbefordrende ind.

Når det drejer sig om naturens kreativitet og sammenhæng må vi, ifølge Visser, erkende, at naturen roder, og at levende økologi udgør en åbenhed over for eksperimenter, tilpasninger og diversitet, samt at de fleste kreative nybrud indtræffer på normalitetens overdrev og stabilitetens grænseflader.

Her trives biodiversiteten, og samtidig emergerer sammenhængen via kollaborationer, hvorigennem nye forbindelser indstiftes.

Og hvad vi kan lære gennem konvergensblikket, er, ifølge Visser, bristepunkternes mønstre, de socioøkologiske omvæltninger samt systemsammenbruddenes kræfter. Og endelig viser den sjette og sidste nøgle, kontinuiteten, at dette, ifølge Visser, er (for)målet med alle levende systemer; fornyelse og reproduktion…

Visser afslutter kapitel 1 som den gode læser kan tænke over: Hvad vil du efterlade dig til dine børn og verden? Hvad skal være dit eftermæle?
(to be continued…)