REGENERATIVE SYNTESER
Hvem tænker (ikke) i forbindelser?
Vigtige grundprincipper i ’den regenerative livsførelse’ er bl.a.; ”at se alle ting i en sammenhæng”, ”at tænke og opleve i forbindelser” (snarere end i afkoblinger og adskillelser) og; ”at være forbunden”.
Et muligt vilkår og en systemisk og eksistentiel hovedpointe træder frem: forbundet-heden. Den forbundet-hed og disse forbindelser er tilknyttet og kontekstualiseret i og af naturen, (nær)miljøet, livet, universet, m.m. Inden for den regenerative tanke, filosofi og praktiske livsførelse handler det både om at danne forbindelser … og erfare sig selv som altid allerede være forbundet.
Det store spørgsmål i forlængelse heraf må derfor naturligvis opstå; hvordan kan vi det? Hvordan er det muligt at tænke, opleve og erfare sig forbundet, at mærke forbindelsen til naturen og livet, hvori vi lever, ånder og gror? Og omvendt; hvordan er det overhovedet muligt ikke at gøre dette? Hvordan kan det mon være, at mennesker kan glemme sit oprindelige tilhørsforhold til naturen og livet? Hvordan er det muligt, at opleve sig adskilt, afkoblet til det ydre, de andre, og i det indre erfare sig som splittet og spaltet i og fra sig selv?
Hvor grufuldt det nu end lyder, går der en filosofi- og socio-psykologisk historisk linje tilbage i tiden, der kredser om menneskets fremmedgørelse, tingsliggørelse, splittelse og afkobling fra sig selv, naturen og livet.
Navnene man kan nævne er mange, men kanoniserede tænkere som fx Feuerbach, Marx, Nietzsche, Kierkegaard, Adorno, m.fl. sætter om nogen startskuddene i gang herom og inspirerer en lang række skoledannelser op gennem 1900-tallets filosofi:
1) Hele den fænomenologiske filosofi og 1900-tallets bevægelse, fx Husserl, Heidegger, Merleau-Ponty, Levinas og Sartre, udforsker og opfordrer til øget sensitivitet omkring bevidstheds-oplevelser, værens-erfaringer, kropslighed, møder med andre, med henblik på at omgå natur-adskillelsen og livs-afkoblingen, m.m.
2) Hele den franske elite, som fx Foucault, Derrida, Deleuze og Guattari, kredser igen og igen om inddragelsen af og åbningen mod det fremmede, det anderledes, at værne om forskellene, det mindre og marginale, dyrke mangfoldigheden, med henblik på at udfordre, og komme dominerende og ensrettende diskurser og tankestrømninger til livs.
Men allerede de tyske mestertænkere, Kant og Hegel var inde på syntese-tænkningen, hvorom det gælder, ifølge Kant, at mennesker via deres fornuft, netop tænker i synteser, og det, ifølge Hegel, gælder, at kun de mennesker, som tænker abstrakt, tænker tingene adskilt fra deres kontekst. Det konkret, fornuft-tænkende menneske, er således, ifølge dem, og her stemmer Kierkegaard i, dét menneske der i hvert øjeblik formår at ”hæfte ende”, dvs. skabe sammenhæng, og finde samt indstifte sig selv heri.
Og så snart og så længe dette ikke indtræffer, er mennesket fortvivlet.
Vil du høre Kim Gørtz udfolde den regenerative filosofi yderligere, så se mere her:
https://lnkd.in/e6tBdYMm