DEN REGENERATIVE VITALISME
Om aktive og reaktive livskræfter
Inden for den regenerative bevægelse gælder det, at livsopfattelsen er båret af en rodfæstet vitalisme, hvis aner trækker store veksler fra Aristoteles’ naturfilosofiske forestilling om den meget tætte, sammenvævede forbindelse mellem liv (bios), natur (physis) og sjæl (psyché).
Hele hans opfattelse af ”naturens sjæleliv” kredser om ”entelekien” (entelecheia), som er den kraft og proces, hvorved noget eller nogen virkeliggør sin mulighed. Således rummer naturen og dermed al naturligt i sig den livgivende skaberkraft, hvormed fx et agern bliver til et egetræ. Alt levende er kort sagt bærere af potentialer (dynamei) som under de rette forhold aktualiseres (energeia).
Denne antikke, naturfilosofiske vitalisme tager personligheder som bl.a. Hegel, Schelling og Goethe op igen i 1800-tallets tyske romantiks naturfilosofi, og sammen med slagkraftige tænkere som fx Nietzsche og mere stilfærdige som fx Bergson (élan vital) gror vitalismen side om side med bl.a. animismen og holismen ind gennem 1900-tallet.
Mange af disse ”vitale tænkeres” livsfilosofi kommer til udtryk i Sanfords bog (2020) og i kapitel 2 hos Hutchins & Storm (2019), hvor man fx kan høre Hegel og Nietzsche klinge med i henholdsvis ”livets logik” og ”livsbekræftelsen”.
Spørgsmålet er om ”livets logik” i form af divergens, konvergens og emergens, er en art Hegels dialektik uden begrebslogiske abstraktioner, og om livets, naturens og sjælens iboende selvovervindelse dermed sker gennem en art kultiveret og bevidstgjort nedbrydende viljesakt?
Svaret synes relativt klart og enkelt: ikke nødvendigvis!
Livet sker, om mennesket vil det eller ej. Livet har et iboende potentiale til at overvinde sin egen anti-tese (og her er der mange bud; døden, maskinen, det uorganiske, og unaturlige; det livsbenægtende, etc.), dvs. under de rette forhold formår at udfolde sin egen regenerative praksis, længe leve entelekien? Nietzsches bidende skarpsind kommer os til undsætning:
Når Nietzsches livsfilosofi involverer en erfaring af livets magtvilje, dvs. evnen til at ville kunne gøre mere, og dermed ekspansionskraften, implicerer dette også et kritisk blik på alle dem, der ikke formår eller kan leve livsbekræftende, som vil gå til grunde.
Således ”sikrer” Nietzsche os det kritiske anlæg ved at gøre det klart, at alle dem, der lever livsbenægtende, dvs. de alt-for-menneskelige, fortsat hensygner i reaktive nag-følelser, skyld, dårlig samvittighed, og hvad der til hører.
Men hvad værre er; disse ”slave-moralister”, som ikke formår at ”være jorden tro” og ”give jorden sin mening tilbage”, kan umuliggøre, at ”de rette livsforhold” kan finde sted.
Alene af den grund er det oplagt at inddrage Foucault og hans kritiske blik på ”biopolitik”, og inddrage Arendt og hendes skarpe blik på ”åndens liv”. Det kan måske befordre ”det dennesidige liv” en vital og aktiv fremtid.